Dyrlægebrevkassen

Allergi hos hunde

5/5 (6)

Hos mennesker er der gennem de seneste år blevet en stadig større bevidsthed omkring det at være allergiker.

Man ved i dag mere end nogensinde før om allergiske reaktioner og hvorfor de opstår.

Allergi kan bedst beskrives som en overreaktion fra immunsystemet over for substanser, som ikke er skadelige og derfor normalt ikke skulle give en reaktion.

Pleje af allergiske hudlidelser

Et allergen er en substans, som fremkalder en allergisk reaktion.

Der findes flere forskellige former for allergiske hudreaktioner hos hunde, kan groft inddeles i akutte og kortvarige reaktioner og reaktioner, som er kroniske og ofte livsvarige. I nogle tilfælde kan allergi være arveligt.

Har du spørgsmål til produkter, kan du ringe til os på Tlf. 45 41 19 00

 

Har du spørgsmål om dit kæledyr, er du velkommen til at spørge os på Facebook

Loppeallergi

Pleje af allergiske hudlidelser

Loppeallergi er den hyppigste allergi hos hunde på verdensplan i de områder, hvor lopper findes. Alle hunde kan blive loppeallergikere, men hunde med indåndingsallergi (se senere) er særligt udsatte.

Hunde udsat for lopper i en meget ung alder har en mindre risiko for at udvikle loppeallergi senere i livet, end hunde som sent udsættes for lopper. Hunde som løbende er udsat for lopper, er mindre tilbøjelige til at udvikle loppeallergi end hunde, som udsættes for lopper med lange mellemrum.

Den første hudforandring ved loppeallergi er en lille hævelse i huden, som ligner et myggestik og som især findes omkring navlestedet, bagest på ryggen og på lårenes inderside.

Senere kommer der hårtab og mørke pletter med fortykkelse i huden, hvor der også dannes skæl. Der kan også tit opstå infektioner. Hos nogle hunde udvikles knuder i huden, især på den bageste del af lænden.

Normalt er det ikke noget problem at stille diagnosen. Sammen med de nævnte symptomer vil der være levende lopper og loppeafføring på hunden. Hvis der er usikkerhed om hunden har allergi, kan der laves en allergitest.

Når dyret først er allergisk over for lopper, vil det altid være det, så man kan ikke helbrede loppeallergi; men det er muligt at forebygge lopper, og ved loppeangreb skal der behandles hurtigst muligt.

Hunde med bakterieinfektioner behandles med antibiotika.

Hvis lopper er umulige at undgå, kan en vedvarende behandling med medicin, der dæmper kløen, komme på tale.

Dyrenes sundhedsplan

Dyrlægebrevkassen med svar på dit kæledyrs problemer

En dag i Dyrlægehuset i Holte - video

Indåndingsallergi (atopi)

Ved indåndingsallergi eller atopi udvikler dyret allergi over for allergener, som optages i kroppen ved indånding eller igennem huden. Denne form for allergi er arvelig, og dyrene er allergikere hele livet. Oftest skyldes allergien, en reaktion overfor husstøv og lagermider, som lever overalt i vores miljø.

Det første symptom er kløe oftest uden synlige forandringer i huden. Kløen er speciel kraftig i ansigt, ned ad forbenene, på poterne, i armhuler og lyske. Typisk vil symptomerne starte omkring 1-2 års alderen. Mange hunde med atopi vil have tilbagevendende øregangsbetændelse, ofte kun i det ene øre. Med tiden kan der komme slidt pels, kradsesår i huden, mørke områder og fortykkelse af huden samt hårtab hvor hunden klør sig. Ofte vil der være bakterie og svampeinfektioner i huden. Ud over hudsymptomer kan der være et slimet flåd fra øjnene, hævede, røde øjenslimhinder og nysen.

Hundens symptomer vil i langt de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til en mistanke om indåndingsallergi. En sikker diagnose stilles ved allergitest, som foretages igennem en blodprøve og i nogle tilfælde en hudbiopsi.
Når det gennem allergitestning er fastslået, hvad hunden ikke kan tåle, ville den absolut bedste behandling være at undgå disse allergener. Desværre er det under de fleste forhold ikke muligt.

Den foretrukne behandling ved denne form for allergi, vil derfor være vaccinationer, hvor man får lavet en vaccine indeholdende de allergener, hunden har problemer med. Vaccinen gives i stigende dosis efter et fastlagt skema – til sidst en gang om måneden.70 % af hundene kureres igennem denne ”hyposensibilisering”. Nogle hunde kan have glæde af regelmæssige boosters resten af deres liv. Hvis vaccination ikke har effekt eller ikke ønskes af ejeren, kan forskellige former for medicin, der dæmper symptomerne anvendes.

Det vil hos langt de fleste hunde med atopi kunne lade sig gøre med en af de nævnte behandlingsformer – eller en kombination af disse – at få en hund som er symptomfri eller har så få symptomer, at den kan leve et godt liv – Der findes ingen behandling som kan kurere disse hunde, så allergien forsvinder.

Fødevareallergi

Symptomerne kan starte på et hvilket som helst tidspunkt i hundens liv (5 mdr-14 år) og ofte har hunden spist det allergifremkaldende foder gennem længere tid (mere end 2 år). Der findes ikke nogen speciel tørfoderallergi. Proteinforgiftning findes heller ikke, selv om begrebet har været anvendt i mange år. Desuden findes ikke noget foder, som ikke kan fremkalde allergi. Hvis en hund er fødevareallergiker, vil den før eller siden reagere på en eller flere typer af føde.

Symptomerne svarer til de, som er nævnt for indåndingsallergi, men der kan være en tendens til at de bliver forværret ved fødemiddelallergi. Det er dog sjældent at se mave/tarmforstyrrelser hos hunde med fødevareallergi sideløbende med hudsymptomer. Mavetarm forstyrrelser er ofte forårsaget af foder intolerance.

Man kan ikke allergiteste for fødevarer, så den eneste måde er at sætte den mistænkte hund på en såkaldt udelukkelsesdiæt, hvor hunden gennem en periode fodres med et stærkt begrænset antal fødemidler, som den ikke tidligere har fået gennem sit normale foder. Det bedste – men absolut ikke nemmeste – vil være en individuel sammensat hjemmekogt diæt, som består af en kilde til kulhydrat (kartofler eller ris), et kødfoder (lam, kalkun, vildt, and, kanin eller lign) samt vand. Der er inden for de sidste år kommet nogle ganske få anvendelige specialfodertyper, som forhandles gennem dyrlægen.

Allergidiæter fra dyrlægen: https://dyrlaegensbutik.dk/ALLERGI-HUND.html

Hunden fodres i 5 uger uden noget tilskud i form af vitaminer, godbidder, tyggeben eller lignende. Hvis der i løbet af 5 uger kan konstateres en bedring skiftes tilbage til normalt foder i 1-2 uger, og hvis symptomerne vender tilbage, er diagnosen stillet og man må finde frem til et andet foder, som hunden kan tåle.

Da fødemiddelallergi er en type allergi, hvor det er muligt at undgå allergenet, vil en medicinsk behandling ikke være særligt aktuel.

Kontaktallergi

Kontakt-allergi forekommer ikke ret tit, blandt andet fordi hunde på grund af pelslaget kun sjældent får kontakt mellem selve huden og omgivelserne.

Symptomerne er meget varierede: Der kan være forskellige grader af hudbetændelse med røde områder. Der kan komme hudfortykkelse, mørke pletter på huden og der kan være blærer i det akutte stadie. Endelig kan der opstå bakterieinfektioner, og huden kan virke pergamentagtig på overfladen som rest fra et tidligere angreb. Kløe kan også forekomme.

Forandringerne vil være at finde på snudeparti/hage (foderskål af plast), omkring halsen (halsbånd), poter (underlag), undersiden af maven (underlag), pungen hos hanhunde, halepartiet og indersiden af ørelapperne (øredråber/ørerensemidler).

Diagnosen kan stilles ved at udføre en lappetest, hvor det mistænkte allergen plastres på hundens hud. Ofte vil diagnosen være baseret på en mistanke, som kan bekræftes ved at fjerne det mistænkte allergen (plastfoderskål, legetøj af plast/gummi, halsbånd, tæppe i kurv, lokalbehandling med mistænkte medikamenter etc.).

Den bedste behandling er at fjerne årsagen. Hvis det ikke er muligt kan der behandles med medicin, der dæmper kløen. Langtidsudsigterne for hunde med kontaktallergi er gode, hvis allergenet kan findes og fjernes.

Har du spørgsmål til produkter, kan du ringe til os på Tlf. 45 41 19 00

Har du spørgsmål om andre emner, er du velkommen til at spørge os på Facebook

Midler til at dæmpe allergi

  • Pote Voks 50 gram til hund & kat

    61,00 DKK
  • VetPro Klorhexidin-opløsning 0,05% 250 ml

    69,95 DKK
  • .VetPro Øjebad 100 ml

    71,25 DKK
  • .VetPro Ørerens 50ml

    75,00 DKK
  • VetPro Potevoks 50ml

    76,00 DKK
  • Aptus Otozyme Ørecreme 15 g

    77,50 DKK
  • Øje bad til hund & kat 100 ml

    87,00 DKK
  • Bitterspray 100 ml. stopper slikken & bidden i hud og sår

    88,00 DKK
  • Aptus Otozyme Ørerens 100 ml

    95,00 DKK
  • Clean Aural ørerens til kat

    CleanAural Ørerens til kat – 50 ml

    105,00 DKK
  • VetPro Sensitive Shampoo 250 ml

    106,25 DKK
  • VetPro Klorhexidin Shampoo 250 ml

    106,25 DKK
  • VetPro 2-i-1 Shampoo 250 ml

    107,50 DKK
  • Mediscrub 500 ml mod svamp og bakterier

    Vurderet 5.00 ud af 5
    121,25 DKK
  • Dyrlægens Viacutan Plus – Omega 6 og Omega 3 for hud og pels, 40

    135,00 DKK
  • Lubrital øjengel 10 ml til hund & kat

    144,50 DKK
  • Ørerens for sensitive øre 100 ml

    153,75 DKK
  • Epi-otic. Medicinsk ørerens fra dyrlægen

    160,00 DKK
  • Otoclean ørerens 18 x 5 ml

    170,00 DKK
  • Megaderm 28x 4 ml. Under 10 kg hund eller kat

    172,50 DKK

Svar på spørgsmål i dyrlægens brevkasse

Hvad kan jeg gøre ved min Golden Retriver's lagermide og støvmideallergi

Spørgsmål:

Vores dejlige 5årige golden retriver, Eiko, har vi lige fået konstateret for allergi overfor lagermider og støvmider, samtidig med at vi er sikker på at han ikke kan tåle kød.

Han klør sig og slikker sine poter, som er meget røde.

Nu er han på dietfodder, men ser ikke ud til at hjælpe. vi har hørt om nogle indsprøjtninger der skulle dumle det eller få det helt til at forsvinde.. men hvis der er, hvor effektive er det?

Findes der evt. naturmedicin eller andre former for behandling?

Og er der andre ting vi kan hjælpe ham med, udover gøre ekstra rent og lufte ud?

Hilsen en bekymret madmor

Svar:

Kære Malene,

Jeg er rigtig ked af at høre, at jeres dejlige golden retriever har fået allergi, og at han er så plaget af sin allergi.

Jeg har selv set utrolig mange tilfælde af lagermide/husstøvmide-allergier igennem de senere år, men har heldigvis rigtige gode resultater i behandlingen af disse patienter (læs: de bliver symptomfrie).

Atopi (som er det Eiko´s allergi kaldes) ses som den næst-hyppigste allergiske hudlidelse. Loppeallergi skulle være den hyppigste.

Hunde, som Eiko, kan lige pludselig begynde at reagere på ellers uskadelige stoffer i miljøet ved indånding eller kontakt. Stofferne kan være pollen, lagermider, husstøvmider mv., og hunden danner en type antistoffer, der hedder IgE.

Antistofferne vil ved allergireaktionen binde sig til nogle specielle celler i huden, hvor der startes en reaktion, der giver de symptomer, du ser.

Det er de samme celler, der hos mennesker findes i luftvejene. Dette er forklaringen på, hvorfor mennesker og hunde har forskellige symptomer ved allergi.

Målet i behandlingen af allergiske hudlidelser er i samarbejde at holde patienten så symptomfri, som overhovedet muligt, ved at behandle både det primære og de sekundære problemer.

Det primære problem er, som du selv beskriver det, allergi overfor husstøvmider og lagermider. De sekundære problemer opstår, når huden og hunden reagerer på allergien ved bl.a. kløe. Så opstår der infektion i huden især med bakterien Staphylococcus intermedius og gærsvampen Malassezia parenchydermatis – de kan så i sig selv skabe en masse problemer, og så er man inde i en meget ond cirkel.

Der er flere muligheder for behandling. Som regel er det svært – for ikke at sige umuligt – at gøre miljøet allergen frit, for man kan ikke komme alle husstøvmiderne til livs.

Oftest vil det være bedst at gennemføre en såkaldt hyposensibilisering, som er den eneste chance vi har, for at helbrede vores patient for allergien. Her vænner man langsomt sin hund til de allergifremkaldende stoffer. Behandlingen består af en række indsprøjtninger, som gives i løbet af ca. 1/2 år, hvor man gradvist vænner hunden til de allergener, der blev fundet ved blodprøven. Hos ca. 70 % ser man en god effekt af hyposensibilisering alene, og jo tidligere i dyrets liv, man kommer i gang med behandlingen, jo bedre resultater.

Det er vigtigt, at den allergiske hund fodres korrekt med et specielt allergivenligt foder – det alene kan gøre hunden symptomfri. Jeg anbefaler et foder, der er helt fri for alle former for mel og ris. Det er også vigtigt ikke at give godbidder eller andet, der kan indeholde mel eller ris.

Det er meget vigtigt at tilføre kosten olie med omega 3 og omega 6 fedtsyre. Det er vigtigt, idet hudens celler udskiftes hurtigere, når den ikke er rask, og omega 3 og 6 er vigtigt for genopbygning af huden. Derudover virker olien betændelseshæmmende, så den allergiske reaktion bliver mildere.

Er huden kløende, fortykket, skællet eller fedtet vil specialshampoo være uundværlig.

”Malaseb” er en shampoo, som kan fås på specialtilladelse igennem dyrlægen; den dræber både stafylokokkerne og gærsvampene og er en af mine fortrukne. Når diagnosen er stillet hos en af mine patienter, starter jeg med at lægge kosten om, som beskrevet ovenfor. Derudover taler vi om, hvordan man kan reducere mængden af husstøvmider i hjemmet.* Efter 6 til 8 uger, når allergien er kommet under kontrol, starter vi ofte på hyposensibiliseringen.

Atopi kan være en livslang lidelse, og der er sjældent 100 % helbredelse, men allergien kan komme ned på et niveau, hvor hund og ejer kan leve godt med den.

Rigtig god bedring med Eiko

Bedste hilsner fra Paulette

Bekæmpelse af husstøvmider

  • Man kan købe specielle tæppe/dyne betræk som holder miden fanget inde i betrækket
  • Det er vigtigt at vaske hundens tæpper over 70 grader og undgå at have flere tæpper end allerhøjest nødvendigt.
  • En lav luftfugtighed tørrer miderne ud så de dør, man kan derfor reducere antallet af mider ved at varme boligen godt op og være omhyggelig med at lufte ud.
West highland white terrier med hyposensibilisering

Spørgsmål:

Jeg har en west highland white terrier som har fået konstateret allergi. Det drejer sig om 2 forskellige ting i omgivelserne, som den er allergisk over for. Min dyrelæge her i Spanien har anbefalet mig, at den bliver vaccineret mod disse to ting – hyposensibiliseres – hvilket tager ca 5 måneder. Det er meningen, at jeg selv skal give disse injektioner til min hund, efter et nøje fastlagt doseringsskema. Jeg er sygeplejerske og har arbejdet i en lægeklinik, og ved derfra, at når man hyposensibilisere mennesker, skal der være en vis opmærksomhed mhp reaktioner herefter, f.eks. anafylaktisk shock, det må vel være det samme med dyr? Hvilke forholdsregler skal jeg i den forbindelse tage, evt lade dyrelægen udføre de første par vaccinationer, anskaffe noget adrenalin og andet ….eller helt overlade disse vaccinationer til dyrelægen – hvad anbefaler du??

Med venlig hilsen Helle Hansen

Svar:

Kære Helle,

Anafylaktisk shock i forbindelse med hyposensibilisering*- injektionerne er heldigvis sjældne hos hunde.

Når vi, i vores praksis starter en hund op på et injektionsprogram, vælger vi dog altid at foretage alle injektionerne på klinikken.

Vi giver injektionen lige, når hunden kommer ind, og har derefter en grundig samtale med ejeren om hvordan, de synes det går med hundens allergi derhjemme.

Vi kan løse muligt opståede problemer, støtte klienten i behandlingen og har mulighed for at observere og notere mulige hudforandringer.

I de 20 minutter konsultationen tager, har vi mulighed for at se, om der skulle være problemer efter injektionen. Hvis der skulle ske en anafylaktisk reaktion, er hunden i de bedste hænder.

Jeg kan kun anbefale, at du får injektionerne foretaget hos din dyrlæge.
God bedring med allergien.

Bedste hilsner fra Paulette

*hyposensibilisering er en serie allergivaccinationer, hvor man prøver at lindre/ helbrede allergien ved at indsprøjte stadig stigende mængder af det stof patienten er allergisk overfor.

Hjælp til Western Highland Terrier med allergi?

Spørgsmål:

Dette drejer sig om en Western Highland Terrier på 2½ år, hunhund. I det seneste halve år har Sisse lidt af udbredt “allergi”.

Hun får små knopper over hele kroppen, nogle gange mere end andre. Knopperne starter som en lille prik, der udvikler sig til et knappenålshoved stort sår.

Ligeledes er hun meget rød i huden. Hun klør og er generet heraf. Hos dyrlægen har hun fået 3 indsprøjtninger mod kløe, 3 x penicillin og er nu på binyrebark.

Samtidig er flere slags foder blevet afprøvet. Lige nu får hun noget der hedder Science-Hillside ZD. Hun får kun dette foder og ikke andet f.eks. godbidder.

I hjemmet er der ikke lavet nogen ændringer af nogen art. Samme skyllemiddel, samme loppemiddel osv.

Ligeledes er der skåret ned på vask af hunden, og der er indkøb specialshampoo.

Alt dette synes dog ikke at have bedret Sisses gener mærkbart. Har du nogle gode råd????? På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Jette Ibsen

Svar:

Kære Jette,

Jeg har allerede skrevet rigtigt meget om allergi og du kan finde mange informationer i mine tidligere brevkassesvar.

Det lyder som om du og din dyrlæge gør mange gode ting for at hjælpe Sisse med sit hudproblem, men jeg ved ikke, om I har en egentlig diagnose, på hvilket hudproblem/allergi der er tale om. Mange westier er arveligt belastet af hudsygdommen atopi, hvor kroppen reagere på normalt harmløse substanser i miljøet.

Når hunden klør og gnubber sig på grund af allergien, kommer der infektion i huden med særlige bakterier og svampe, og nu er der pludselig 3 ting I skal behandle for at komme ud af den onde cirkel, nemlig kløen, bakterierne og svampene.

De knopper, du nævner, er sandsynligvis et eksempel på en bakterieinfektion opstået i huden fordi hun klør sig. For at få allergien under kontrol (læs: gøre Sisse kløe-fri), er det vigtigt at der er stillet en korrekt diagnose, så du er helt klar over hvilket hudproblem der er tale om.

Da hun er ung kan jeg kun anbefale dig at få hende hyposensibiliseret – eller ”vaccineret mod hendes allergi”.

Det er helt nødvendigt at give hende rigtigt meget omega 3 og 6 fedtsyre, i form af lakseolie, Viacutan eller lign., selv hvis foderet i forvejen indeholder disse fedtsyrer. Det er også godt ikke at provokere hunden igennem fodringen, og derfor er det godt at din dyrlæge har anbefalet dig Hills Z/D, og at du ikke giver hende forskellige godbidder. Bryder allergien alligevel op er der flere behandlings muligheder.

For at dæmpe kløen kan dyrlægen vælge at bruge medicin såsom kortison eller ciclosporin. Sidstnævnte har jeg selv god erfaring med, og der findes en godkendt præparat på markedet.

For at få bakterien og svampen under kontrol kan du bruge shampooen Malaseb. Den kan bruges op til 3 x hver uge og skal sidde på i 5 til 10 min. Det rigtige antibiotikum i den rigtige dosering er også effektivt mod bakterierne.

Jeg har selv gode erfaringer med at patienterne kan få allergier under kontrol – så det gælder bare om at klø på med behandlingen.

Bedste hilsner fra Paulette

5/5 (6)

Giv din bedømmelse her:

Tilbud og gode råd til dit kæledyr

Tilbud og gode råd til dit kæledyr

Få vores tilbud hver måned, med gode råd til pleje og pasning af dit kæledyr.

Så er du tilmeldt, tak, du får en mail som du skal bekræfte, så vi er sikre på du har skrevet rigtigt.

Pin It on Pinterest

Shares
Share This